Stegte sild blev ofte spist som aftensmåltid tilbage i 50’erne. Måske fordi de var nemme at få fat i og billige. I dag spiser vi nok mest udgaven som er stegte sild i eddike. Det er lidt synd, synes jeg, for det er altså godt med sovs og kartofler som i en rigtig hovedret.
Om du kommer den stegte sild i en lage eller spiser den med sovs og kartofler ændrer som sådan ikke på opskriften, for silden skal i begge tilfælde vendes i mel og steges.
Stegte sild – grundopskrift
Vi starter med den stegte sild. Bagefter får du også en opskrift på en nem sennepssovs og opskriften på eddikelage, hvis du hellere vil lave stegte sild i eddike.
Antal personer:
4
Tid i alt:
10M
Sværhedsgrad:
Nem
Ingredienser til stegte sild
- 8 hele sildefileter
- 4-6 spsk. rugmel
- Smør til stegning
- Salt og peber
Sådan laver du stegte sild
- Skyl sildefileterne, dup dem tørre med køkkenrulle, giv dem et drys salt, og lad dem stå og trække 10 minutters tid.
- Bland rugmel med peber, og vend sildefileterne i det.
- Brun smørret på panden, læg sildefileterne på, og lad dem stege 2-3 minutter på hver side.
Hertil kan du servere en sennepssovs.
Ingredienser til sennepssovs
- 2 dl fiskebouillon
- 2 dl mælk
- 2 spsk. mel
- 10 g smør
- Grov sennep
- Salt og peber
Fremgangsmåde
- Pisk bouillon, mælk, mel og smør sammen, og bring det i kog under omrøring.
- Smag til med grov sennep, salt og peber.
Derforuden kan du servere bløde løg og kogte kartofler til. Du kan også servere hakkede, hårdkogte æg og syltede rødbeder i tern, ligesom du traditionelt gør til kogt torsk. Drys evt. med hakket purløg eller dild.
I stedet for sennepssovs kan du også servere persillesovs og kogte kartofler eller kartoffelmos til.
Stegte sild i eddike
Får du sild tilovers, kan du lave stegte sild i eddike til frokostbordet. Stegningen af silden foregår som ovenfor beskrevet.
4 personer
Ingredienser til eddikevarianten
- 4 dl eddike
- 1 dl vand
- 150 g sukker
- 2 laurbærblade
- 10 hele, sorte peberkorn
- 1 løg
- 4 stegte, afkølede sildefileter
Sådan laver du eddike-varianten
- Kom eddike, vand, sukker, laurbærblade og peberkorn i en gryde, og bring det i kog.
- Lad det koge til sukkeret er opløst, og lad det derefter køle af.
- Pil imens løget, og skær det i ringe.
- Kom de afkølede sild i et dybt fad, og hæld den afkølede lage over.
- Fordel løgringene oven på sildene, og lad det hele trække i køleskabet tildækket i et par døgn, før de serveres.
Med eddike kan sildene holde sig i op til ca. 14 dage i køleskabet.
Denne opskrift var oprindeligt på HurtigMums.dk, som har givet os tilladelse til at bruge både billede og tekst – vi takker!
Se også vores opskrift på julesild her.