Calamaris kaldes også friturestegte blæksprutteringe, og det er lige præcis, hvad det er. Du behøver bestemt ikke være en mester i gastronomiens verden for at lave dem selv. Du har måske allerede smagt dem på pizzarier eller caféer eller færdigkøbte på frost, men har du først smag de hjemmelavede, er der ingen vej tilbage. Friterede blæksprutteringe kan laves enten ved at panere dem i mel eller ved at dyppe dem i dej. Jeg kan bedst lide den version, hvor ringene bliver dyppet i dej, inden de kommer i olien.
Vælger du mel-versionen, kan du gøre det helt enkelt ved simpelthen at vende ringene i mel, mens de er lidt fugtige. Men du kan også gøre lidt mere ud af det og dobbeltpanere dem. Det gør du ved først at drysse dem med lidt mel, så vende dem i et sammenpisket æg, og så til sidst vende dem i rasp krydret med salt og peber og evt. tilsat revet citronskal og krydderurter, f.eks. dild og persille.
Calamari fritti – opskrift med dej
Til calamaris kan du kan købe en hel blæksprutte, og selv gøre den klar, eller du kan købe tiarmede blækspruttekroppe klar til brug – helt uden arme – eller du kan købe blæksprutte på tube hos fiskehandleren, endelig kan du også købe blæksprutteringe på frost. Det optimale er den første løsning, det nemmeste er den sidste.
Ingredienser
- 1 æg
- 1 dl øl
- 80 g hvedemel – gerne tipo 00
- ½ tsk. bagepulver
- 100 g blæksprutte skåret i ringe
- Fritureolie
- Salt og peber
Til dressing
- 1 dl cremefraiche
- 1 dl yoghurt naturel
- 1 spsk. mayonnaise
- Revet skal af ½ citron – usprøjtet
- 2 spsk. finhakkede kapers
- 1 spsk. finthakkede cornichoner
- 1 dl finthakkede krydderurter – f.eks. dild, purløg, basilikum, persille
Sådan laver du calamaris
- Del ægget i hvide og blomme.
- Rør æggeblomme, øl, mel og bagepulver sammen til en dej, og tilsæt lidt salt og peber.
- Pisk æggehviden stiv, og vend den i dejen, til du har en let og luftig dej.
- Varm olien op til 180° C – det nemmeste er, hvis du har en friturekoger, hvor du kan indstille temperaturen.
- Dyp blæksprutteringene i dejen, og kom dem herefter i den varme olie.
- Frituresteg dem, til de puffer op og har taget farvet.
- Læg dem på fedtsugende papir – f.eks. et stykke køkkenrulle – og drys med groft salt.
- Rør en dressing ved at vende alle ingredienserne sammen i en skål, og smag til med salt og peber – det kan du med fordel gøre, inden du friterer blæksprutteringene, og så blot sætte den på køl, indtil ringene er færdige.
Servér de friterede blæksprutteringe varme med den kolde dressing og citronbåde og gerne et glas hvidvin – eller hyldeblomstsaft til børnene.
Der bliver til 2-4 personer som snack i denne portion – afhængig af hvor snack-sultne I er.